Boligområder
Byrådet har vedtaget en rækkefølge for boligudbygningen i kommunen i form af den årlige boligprognose. Det fremgår af boligprognosen fra 2013, at der er en boligrummelighed på cirka 1400 boliger i prognoseperioden, der går til 2025. En stor del af boligerne forventes opført og taget i brug i løbet af planperioden, men der forventes stadig en restrummelighed på 583 boliger pr. 1. januar 2025. Der gives i Kommuneplan 2013 mulighed for en større grad af fortætning i Frederiksværk og Hundested bymidter, hvorfor der på længere sigt kan forventes en øget rummelighed for boliger i bymidterne. Det er derfor vurderet, at der ikke er behov for udlæg af yderligere arealer til byudvikling til boligformål i planperioden.

Sted/navn Anvendelse Størrelse Rækkefølge
Hundested Havn Boliger   Første halvdel af planperioden (2009-2014)
Campingpladsen i Frederiksværk Boliger 3,5 ha Efter 2021
Ølsted, tidligere EXPAN-fabrik nord for banen Bolig med mulighed for liberalt erhverv   Efter 2021
Upperupvej, Ølsted Boliger 6,5 ha Efter 2021
K.A. Larssensgade Byomdannelse   Efter 2021

Tabellen herover viser rækkefølge for igangsætning af nye byudviklingsområder. Ud over de i tabellen viste projekter, findes der en række andre projekter, der allerede er igangsat eller detailplanlagt. På længere sigt kan der være behov for at se på arealer til ny byudvikling andre steder i kommunen.

Erhvervsområder 
Rummeligheden til erhverv forventes også at være tilstrækkelig indenfor planperioden. Ved Ullerup Skovvej findes der et lokalplanlagt erhvervsområde på nogle få ha der ikke er taget i brug. Der findes ligeledes enkelte ledige erhvervsgrunde forskellige steder i kommunen blandt andet på Hundested Havn. Desuden er der i kommuneplanen i enkelte boligområder øget mulighed for mindre ikke genegivende erhverv. Endelig findes der en uudnyttet arealreservation på ca. 44,5 ha til erhverv ved Ullerup Skovvej ved Hundested.

Ved K.A Larssens Gade i Frederiksværk er udlagt som et område til langsigtet byomdannelse. Området bruges i dag til byggemarkeder og andre større butikker samt lastbilparkering. På længere sigt ønskes det, at området skal skabe en bedre sammenhæng mellem bymidten, lystbådehavnen og stålværksområdet.    

Området ved den gamle gasbetonfabrik i Ølsted nord for banen ændres fra erhvervsområde til boligområde med mulighed for liberalt erhverv, der ikke medfører tung trafik eller generer omgivelserne.