Byrådet vil
- fremme muligheden for, at det naturlige vandstandsniveau på udvalgte og afgrænsede områder kan genskabes på lavbundsarealer til glæde for vandmiljøet, naturen og som led i at sikre opsamling af vand fra lavtliggende byområder.
Udpegningen af lavbundsområderne er finjusteret, således at grænsen følger matrikelskel, hvis de ligger tæt på den gamle udpegningsgrænse. Her er den nye grænse på nær ved enkelte meget små arealer altid lagt udenfor den gamle grænse. Bebyggede byzone- og sommerhusområder og enkelte områder med tekniske anlæg er taget ud af udpegningen, da de aldrig vil kunne genoprettes som naturområder. Endelig er udpegningen langs grænsen til Arresø justeret, så den følger søens fysiske rand tæt.
Lavbundsområder vil gennem naturgenopretning eller naturligt kunne komme til at rumme store naturværdier, hvis landbrugsdriften ophører og naturlig hydrologi genskabes. Lavbundsområder, der samtidig ligger inden for biologiske kerneområder og spredningskorridorer bør prioriteres højst ud fra en naturmæssig vinkel. Lavbundsområder, der ligger i nærheden af byområder, vil kunne være med til at sikre lavtliggende byområder mod oversvømmelse – se kapitel 7.7 Klimasikring. Nogle lavbundsområder er endvidere udpeget som potentielle vådområder. Det er områder der, hvis de indrettes som vådområder, kan være med til at reducere miljøbelastningen med især kvælstof og fosfor. Lavbundsområder er også et af redskaberne til at forbedre vandkvaliteten i henhold til de statslige vandplaner og Halsnæs Kommunes vandhandleplan.
Alle lavbundsarealer skal så vidt muligt friholdes for byggeri og anlæg, som ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for jordbrugsdrift, og som forhindrer senere genopretning af vådområder. Der kan ikke gives tilladelse til konkrete bygge- og anlægsarbejder, der forhindrer genskabelse af et naturligt vandstandsniveau på lavbundsarealer.
Potentielle vådområder er områder, der ligger lavt og ofte i nærheden af vandløb. Vådområderne kan oversvømmes og fungere som buffere i perioder, hvor der er høj vandføring, og dermed mindske belastningen af vandløbet og udvaskningen af næringsstoffer. I 2011 og 2012 er der gennemført foranalyser for et vådområde ved Havelse Å som led i vandhandleplanens indsats for at reducere kvælstof i Roskilde Fjord. Projektet er sat i bero. Et lignende projekt langs Lyngby Å vil kunne medføre en reduktion af udledningen af fosfor til Arresø. Der er ikke lavet konkrete tiltag til et sådant projekt, men Hillerød Kommune har taget forskud på projektet ved at udlægge et potentielt vådområde på deres side af Lyngby Å.
Her kan du læse mere
Miljømålsloven
Miljø- og Energiministeriets cirkulære nr. 132 af 15. juli 1998 om regionplanlægning og landzoneadministration for lavbundsarealer, der er potentielt egnede som vådområder.
7.6.1 De udpegede lavbundsarealer skal friholdes for byggeri og andre anlæg mv., hvis det pågældende byggeri eller anlæg kan forhindre, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes.
7.6.2 Det skal gennem planlægning sikres, at de udpegede lavbundsarealer ikke overgår til andre formål, som vil være i strid med intentionen om at skabe vådområder.
7.6.3 Inden for udpegede lavbundsarealer, der samtidig er udpeget som potentielle vådområder, kan der gennemføres undersøgelser, projekter og etablering af vådområder for at reducere udvaskningen af næringsstoffer til vandmiljøet og forbedre naturindholdet i området jævnfør vandplanen. I de udpegede områder må der ikke meddeles tilladelse til byggeri, anlæg mv., som forhindrer, at det naturlige vandstandsniveau kan genskabes.
7.6.4 I lavbundsarealer skal landbrugsdriften søges ekstensiveret og vandstanden hævet med henblik på at reducere udvaskningen af næringsstoffer, forbedre forholdene for de vilde dyr og planter og eventuelt skabe vandreservoirer for at imødegå klimabetingede oversvømmelser.
7.6.5 Langs Havelse Å udpeges et potentielt kvælstof-vådområde.
7.6.6 Langs Lyngby Å udpeges et område som muligt fremtidigt potentielt fosfor-vådområde.
Kort 7.6 Lavbundsarealer
Hvad er et lavbundsområde?
Lavbundsområder er typisk tidligere enge og moser, afvandede søer og tørlagte kyststrækninger og fjordarme, som nu ofte anvendes til landbrug. Lavbundsområder er primært udpeget på grundlag af historiske kort, topografiske kort og viden om jordbundsforhold
Lovgrundlag
Retningslinjer vedrørende lavbundsarealer er fastsat i medfør af planlovens § 11a, stk. 1, nr. 2. Målene for vandkvaliteten vil blive fastsat i de statslige vandplaner og i de kommunale vandhandleplaner. Her vil det også fremgå også, hvilke tiltag kommunen vil iværksætte for at målsætningerne kan opnås.
Udpegningsgrundlag
Retningslinjer og udpegning af lavbundsarealer er overført uændret fra Kommuneplan 2009 og 2013.