Kommuneplan 2021 bygger i stort omfang på en videreførelse af Kommuneplan 2013 i uændret omfang. En række temaer er rettet og tilpasset nye love, overordnet planlægning med mere, og der er oprettet enkelte helt nye temaer.
Kommuneplan 2013 blev miljøvurderet efter en screening af hele planen og efterfølgende scoping af de dele, der slog ud i screeningen. Kommuneplan 2021 er også blevet screenet, og det er vurderet, at ændringerne ikke udløser en miljøvurdering.
Kommuneplan 2021 er screenet for ni forskellige områder: Grønt Danmarkskort, Kulturmiljøer i byerne, Turisme overvejelser, Solenergianlæg, Fortætning, Fortætning af bymidter, Sommerhuse, Klima og ændring af et erhvervsområde til boligformål. En sammenfatning af screeningen for de ni områder kan ses i de vedlagte bilag.
Screeningerne konkluderer, at de gennemførte ændringer ikke medfører mulighed for væsentlige påvirkninger af miljøet, hvorfor der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering. Miljøvurderinger skal kun udarbejdes, hvis en screening viser, at en ændring i en plan medfører en væsentlig påvirkning af miljøet (positivt eller - og især - negativt). Der screenes alene i forhold til de punkter, som fremgår af loven - andre forhold skal ikke screenes.
Halsnæs Kommune har derfor besluttet, at der ikke skal udarbejdes en miljøvurdering af nogle af disse ni dele af Kommuneplan 2021.
I perioden 24. juni til 9. juli 2021 blev relevante myndigheder og interesseorganisationer hørt om resultatet af Halsnæs Kommunes screening samt havde mulighed for at komme med bemærkninger til det fremsendte. Der kom ingen bemærkninger eller andet.