Habitatvurdering Kommuneplan 2025
De internationale fuglebeskyttelsesområder og habitatområder (tilsammen kaldet Natura 2000-områder), som er udpeget i overensstemmelse med EU’s habitatdirektiv, omfatter en række af kommunens biologisk set mest værdifulde naturområder med levesteder og arter af betydning i europæisk sammenhæng. De indgår i Natura 2000, et europæisk økologisk netværk af beskyttede naturområder, der skal bidrage til at øge biodiversiteten i EU.
Inden for Natura 2000-områderne må der ikke udlægges byzone eller sommerhusområder, planlægges nye vejanlæg og sideanlæg (servicestationer, materialepladser m.v.), planlægges nye eller væsentlige udvidelser af andre trafikanlæg og tekniske anlæg m.v. (fx flyvepladser, jernbaner, luftledningsanlæg, vindmølleklynger og –parker, lossepladser og andre anlæg for deponering).
Før kommunen vedtager planer eller projekter og træffer afgørelse i administrationen af plan-, natur- og miljølovgivningen, skal kommunen foretage en vurdering af, om projektet i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt. Hvis kommunen vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på det internationale naturbeskyttelsesområde, under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade Natura 2000-området, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til det ansøgte.
Uanset ovennævnte kan der dog planlægges for foranstaltninger, som vil medføre forbedringer af naturforholdene i områderne.
Hverken inden for eller uden for de internationale naturbeskyttelsesområder må der ske planlægning eller administration, som kan føre til beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter eller ødelæggelse af de plantearter, som er listet på Habitatdirektivets bilag IV.
Inden for de udpegede internationale naturbeskyttelsesområder for plante– og dyrearter samt naturtyper der er omfattet af EF-direktiver om Fuglebeskyttelsesområder og Habitatområder, må der ikke ske skade på naturtyper og levesteder eller de arter, for hvilke området er udpeget, herunder ved påvirkning fra ændringer uden for områderne.
Som det fremgår af kommuneplanens retningslinjer vedrørende Natura 2000-områder og Bilag IV arter, kan der ikke meddeles tilladelse, dispensation eller godkendelse til projekter eller planer, der kan medføre skade på Natura 2000-områder og Bilag IV arter, jf. bekendtgørelse nr. 1383 af 26. november 2016 om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesinteresser samt beskyttelse af visse arter og bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2024 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesinteresser samt beskyttelse af visse arter .
Halsnæs Kommune vil som myndighed på plan-, natur- og miljølovgivningen varetage de internationale naturbeskyttelseshensyn i den tilknyttede detailplanlægning og sagsbehandling. Her skal det bl.a. sikres, at planer og projekter ikke medfører påvirkninger ind i kortlagte habitatnaturtyper og påvirker disse i væsentlig negativ grad.
Kommunen er som den planlæggende myndighed, eller den myndighed der giver tilladelse, dispensation eller godkendelse, forpligtet til at varetage hensynet til arter omfattet af bilag IV inden for de pågældende områder, som vil blive påvirket af planer og projekter.
I kommuneplan 2025 for Halsnæs Kommune er der ikke nye bolig eller erhvervsudlæg.
Der er foretaget rettelser i udpegning af bevaringsværdige landskaber. Denne udpegning har til formål at sikre en hensigtsmæssig planlægning ud fra det eksisterende landskab og vurderes ikke i sig selv at påvirke bilag IV arter eller Natura 2000 områder.
Der er foretaget ændringer i udpegninger af lavbundsområder. Her er der dels tilpasset afgrænsningen af eksisterende udpegninger og dels tegnet nye lavbundsområder ind. Der er ligeledes foretaget ændringer i arealer udpeget til skovrejsning ønsket og skovrejsning uønsket. Inden evt. projekter om genskabelse af lavbundsområder eller skovrejsning kan realiseres vil de skulle undergå en tilladelsesprocedure herunder en habitatvurdering så det sikres, at der ikke sker negativ påvirkning af Natura 2000-områder eller bilag IV arter.
Grønt Danmarkskort er også tilrettet, bl.a. som følge af de tilretninger, der er sket af lavbundsudpegningerne og skovrejsning. Derudover er der siden sidste kommuneplan realiseret enkelte naturprojekter som har resulteret i en ændret udpegning. Som beskrevet i redegørelsen og i de tilknyttede retningslinjer for Grønt Danmarkskort, vil det ikke medføre negative påvirkninger af hverken Natura 2000 områder eller Bilag IV arter da Grønt Danmarkskort skal fungere som et værktøj til at skabe større og mere sammenhængende naturområder.
Halsnæs Kommune vurderer derfor, at kommuneplan 2025 som et hele ikke vil påvirke Natura 2000-områder væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder for Bilag IV arter.