Indledning

Kommuneplanen regulerer den fysiske anvendelse i Halsnæs Kommune. Den indeholder rammer og retningslinjer for den fysiske udvikling i kommunen og har et 12 års sigte. Kommuneplan 2025 for Halsnæs Kommune er udarbejdet efter bestemmelserne i den gældende Planlov.

Kommuneplan 2025 består af en hovedstruktur der er gældende for hele kommunen og rammer for lokalplanlægningen, der gælder for afgrænsede områder.

Hovedstrukturen indeholder retningslinjer og redegørelser for emnerne klima, byer, fritid, det åbne land, teknik og vand. Redegørelsen er retligt set en fortolkning, der handler om planens forudsætninger og hensigter. Redegørelsen er ikke bindende, men har mere karakter af en forklarende tekst. Retningslinjerne samt rammerne er bindende for kommunen og kan - i enkelte sammenhænge - også gøres bindende for borgeren. Retningslinjerne kaldes af nogle også generelle rammer.

Rammerne angiver kommunens intentioner med de enkelte lokalområder. Her kan du se, hvad de langsigtede mål for områderne er, og hvilke muligheder der er i lokalområdet. Det kan for eksempel være i forhold til bestemmelser om anvendelse, bebyggelses art og størrelse, bestemmelser om erhverv, grønne områder og så videre. I rammerne er der også henvist til de retningslinjer, der er gældende som generelle rammer.

Kommunen skal ifølge Planloven virke for kommuneplanens gennemførelse. Det betyder, at kommunen ikke må give tilladelse til byggeri eller udarbejde en lokalplan, der er i strid med kommuneplanen. Kommunens bygge- og anlægsaktiviteter må heller ikke stride mod kommuneplanens hovedstruktur eller rammer. Hvis et byggeri eller en anvendelse vurderes at være af underordnet betydning for kommuneplanens gennemførelse, kan det dog gennemføres uden yderligere.

Som almindelig borger vil det primært være rammen for det område, man bor i, der er interessant, samt retningslinjer i afsnittet By- og boligudvikling under emnet Byer. Parkeringsregler kan ses i retningslinjerne i afsnittet Trafik og parkering under emnet Teknik. Som sommerhusbeboer er det afsnittet Sommerhuse i emnet Fritid, der desuden kan være interessant.

Kommuneplan 2025 er den fjerde kommuneplan for Halsnæs Kommune og en opdatering af de tre første fra 2009, 2013 og 2021. Forslaget til Kommuneplan 2025 blev behandlet af Byrådet i juni 2025 og forslaget sendes i høring fra den 24. juli 2025 til den 2. oktober 2025. Kommuneplanen er planlagt vedtaget endeligt på byrådsmødet i december 2025.