7.2 Spildevand

Spildevandsplan

Spildevandshåndteringen i kommunen styres af kommunens spildevandsplan, hvor den overordnede målsætning er at sikre at spildevand bortledes, renses, og udledes miljømæssigt og økonomisk forsvarligt. Det betyder blandt andet, at hvor der er en risiko for oversvømmelser skal opgaven med at bortlede vand tænkes ind ved udlæg af nye byområder og ved byomdannelse ligesom håndtering af tagvand og overfladevand indtænkes. I forhold til vandområdeplanerne er det et spørgsmål om at dele spildevand og overfladevand, tagvand og vejvand og håndtere hver del så optimalt som muligt (rensning, nedsivning, udledning, samt anvendelse som rekreativt element). Spildevandsplanen for Halsnæs Kommune er vedtaget i 2022 og det er sikret, at den ikke er i strid med vandområdeplanerne og deres retningslinjer.

Halsnæs Kommunes Spildevandsplan er vedtaget i april 2022 og planen har en målsætning om at sikre forsyningssikkerhed, forbedre miljøet, følge med klimaændringer og bibeholde badevandskvaliteten i kommunen. 

Spildevandsplanen skal understøtte byudviklingen, sikre forsyningssikkerheden ved at kapaciteten på renseanlæg og regnvandshåndteringsløsninger følger med udviklingen og understøtte en opprioritering af renoveringen af kommunens kloaknet.  Renoveringen omfatter ikke alene en udskiftning/reparation af eksisterende ledninger, brønde og andre tekniske anlæg, men også en udbygning for at kunne transportere større vandmængder specielt i forbindelse med kraftige regnskyl.

For at sikre badevand og overfladevand generelt spildevandskloakeres mere end 2300 sommerhuse i Liseleje og langs Roskilde Fjord. Her vil feriehusene gå fra at håndtere husspildevand lokalt i nedsivningsanlæg til at lede deres spildevand til Melby Renseanlæg til rensning inden udledning til Kattegat. Der arbejdes ligeledes på at mindske og på sigt fjerne overløb fra kloaksystemet med opspædet spildevand.

Klimaforandringerne ligger større og større pres på lavtliggende områder i kommunen med både øget nedbørsmængder, stigende havvand og mere terrænnært grundvand. Kloaksystemerne kommer derfor under større og større pres og der gives derfor, i spildevandsplanen, mulighed for at Halsnæs Forsyningen i samarbejde med kommunen kan bidrage til fælles løsninger til håndtering af fremtidige udfordringer med overfladevand om det kommer fra havet, himmelen eller jorden. Derudover skal der i alle byområder tages højde for vand og det anbefales at regnvand nedsives eller håndteres lokalt på steder for det er muligt.

Under afsnit 2.1 klimatilpasning kan læses mere om både håndtering af hverdagsregn og ekstremregn.

Her kan du læse mere

Halsnæs Kommunes Spildevandsplan

Spildevandsbekendtgørelsen

Miljøbeskyttelsesloven

Miljømålsloven

Vandområdeplanerne

7.2.1 Ved planlægning af byggeri og andre befæstede områder skal regnvand som udgangspunkt håndteres lokalt. Håndtering kan ske ved forsinkelse, fordampning, nedsivning eller genanvendelse til formål uden krav om drikkevandskvalitet.

7.2.2 Det skal gennem lokalplanlægningen sikres, at regnvand og spildevand håndteres på en miljømæssig forsvarlig måde.

7.2.3 Ved lokalplanlægning for områder, der afvander til målsatte eller sårbare recipienter skal det sikres, at planen ikke medfører forringelse af recipientens miljøtilstand eller at afvandingen er til hinder for målopfyldelse.

7.2.4 Alle øvrige retningslinjer i forhold til lokalplanelægning for hverdagsregne og forhold vedrørende ekstremregn: se afsnit 2.1 klimatilpasning.